EU-splittelse om Kosova udløser ny Balkankrise

Efter næsten ti års intensivt multilateralt engagement i Kosova er det internationale samfund foruroligende tæt på at snuble over den sidste forhindring. Ikke alene har man ubetænksomt ladet den bedste plan for en løsning af den verserende Balkankonflikt rådne op, men den centrale internationale aktør - nemlig EU, der har mest at tabe ved en tilbagevenden til kaos på sin dørtærskel - har givet efter for indre splid, som hovedsagelig skyldes noget, der bedst kan beskrives som et russisk forsøg på at sætte lus i skindpelsen.

Ved udgangen af en forhandlingsperiode på 120 dage i næste måned har vi ingen vished for, hvad der vil ske. Med overvejende sandsynlighed vil forhandlingerne mellem Beograd og Pristina ende i en blindgyde, og FN's Sikkerhedsråd, som er lammet på grund af Ruslands trusler om at nedlægge veto, vil være ude af stand til at bryde ud af den fastlåste situation ved hjælp af det møjsommeligt udarbejdede forslag vedrørende Kosova fra FN's særlige udsending, Martii Ahtisaari.

10. december er chancerne med andre ord forpasset. I begyndelsen af 2008 vil vi formentlig se en unilateral uafhængighedserklæring fra Kosovas hovedstad, Pristina, der vil blive anerkendt af cirka 22 EU-lande såvel som blandt andre USA, Tyrkiet og det tilstødende Makedonien, men ikke af fire-fem EU-lande. Europas splittelse er dybt foruroligende.

For det første er det meningen, at EU skal sende politiske og fredsbevarende missioner til Kosova for at afløse FN-missionen i området. Det står allerede klart, at den russiske regering vil afvise et nyt mandat fra FN's Sikkerhedsråd til dette initiativ, en indstilling, som ikke just bidrager til stabiliteten på Balkan. Hvis EU's medlemslande ikke kan finde fælles fodslag om Kosovas status, starter de nye missioner med et ekstra handicap. Hvordan skal EU's iagttagere, politifolk og dommere kunne virke effektivt i et land, som adskillige EU-lande ikke engang anerkender?

For det andet: Hvordan skal EU's ledelse samarbejde med Kosova, når EU's medlemslande er delt i spørgsmålet om selve dets juridiske eksistensberettigelse? I den situation vil handelsaftaler og drøftelser, der skal føre til et kommende EU-medlemskab begyndende med en stabilitetspagt, end ikke kunne komme i gang.

Den fortabte stat vil blot fortsætte i sin uvisse internationale stilling under et andet navn, hvilket de kræfter, som arbejder for politisk stabilitet og økonomisk velstand i området, ikke kan være tjent med.

Og problemet stikker endnu dybere. Hvis EU tillader sig at være åbenlyst splittet i dette anliggende, vil serberne i den nordlige del af Kosova måske føle sig opmuntret til at forsøge at bryde ud af den nye stat, især hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal NATO-soldater i området, og de ikke har mandat til at intervenere. Dermed ville de serbere, som lever nord for Ibar-floden, skubbe til de serbere, der lever i de etniske enklaver i den sydlige del af Kosova, langt den største gruppe, der desværre savner de formelle minoritetsrettigheder, som Ahtisaari-planen ville have givet dem. Albanerne i den nærliggende Presevo-dal i det sydlige Serbien, som udkæmpede et kortvarigt oprør i 2000, har erklæret, at de vil søge optagelse i det nye, amputerede albanske Kosova, hvis serberne i det nordlige Kosova begynder at kræve en genetablering af det hedengangne Jugoslaviens grænsedragning - en logik, som i øvrigt minder om de revanchistiske serbiske røster i Bosniens Republika Srbska.

En sådan spredning af ustabile forhold er naturligvis ikke i Europas interesse.

EU's modstandere af Kosovas uafhængighed (navnlig Grækenland og Cypern) og de mere afventende medlemslande (for øjeblikket Slovakiet, Rumænien, Spanien, Italien og Slovenien) har naturligvis ikke nogen alternativ plan for provinsen - ingen opskrift, som af en eller anden grund ikke har været vendt i løbet af ti års forhandlinger på alle niveauer - så det er ikke spor urimeligt at bede dem slutte sig til den brede kreds af EU-lande. Rusland har skilt sig ud ved at appellere til et ortodokst fællesskab og spille på det slaviske broderskab i forhold til Serbien, men de europæiske bånd burde gå forud for disse følelser.

Andre EU-lande er urolige over, at en anerkendelse af Kosova vil styrke potentielle separatistiske elementer i deres egne lande. Men Kosova vil næppe danne præcedens - intet andet sted i Europa kan sammenlignes med det: Et folk, som har været udsat for massive etniske udrensninger, som vendte tilbage til deres land i forbindelse med en massiv international militær intervention og, med et befolkningsflertal på 90 procent, i årevis har levet under FN's beskyttelse i henhold til en FN-resolution, hvori det hedder, at landets fremtidige status skal afgøres gennem en 'politisk proces'.

Men når vi ser bort fra vores romantiske forestillinger og bekymringer, består usikkerheden om, hvad der skal ske efter 10. december. Det ville selvfølgelig have været ideelt, hvis FN's Sikkerhedsråd havde godkendt Ahtisaari-planen, men det skete desværre ikke. Hvis EU vil undgå øget ustabilitet ved sine egne grænser, har det intet andet valg end at støtte Kosovos nu uundgåelige uafhængighedserklæring og begynde at forholde sig til Europas nyeste stat.